Søg
  • wegnerdesign.dk

Oplev de smukke PP-Møbler kataloger


PP Møbler er et familieejet dansk møbelsnedkeri, grundlagt i 1953, med en stærk tradition for at skabe designmøbler af høj kvalitet. Motivationen har altid været en fælles kærlighed til træ og en stædig tro på, at teknik, opfindsomhed og håndværk kan forenes i en stræben efter kvalitet. Nedenfor kan du opleve kataloger, som PP-Møbler har udgivet de sidste 4 år. Katalogerne giver dig et tydeligt indtryk af hvilke filosofi og dybe værdier, der ligger til grund for selve virksomheden, de produkter de fremstiller, samt dens ejere og medarbejdere. Vi er stole over i Møbelhuset 2 i Hans J. Wegners fødeby Tønder, at kunne præsentere PP-Møblers store produktsortiment og videreformidle den spændende historie omkring disse produkter i særklasse.

Vi ønsker dig god læsning og ser frem til at møde dig i Møbelhuset 2 i Hans J. Wegner's fødeby Tønder. Du har muligheden for at opleve vores store udvalg indenfor de unikke møbelklassikere han gennem sin lange karriere har skabt. Du har også mulighed for at besøge vores lille Hans J. Wegner museum på 2. salen i vores udstilling, hvor du kan stifte bekendtskab med mange af de modeller han tidligere i sin karriere har tegnet og som har været i produktion, men som ikke længere fremstilles. Det er et spændende univers at indtræde i og opleve Stolens Mester Hans J. Wegner's store idérigdom.

Nedenfor kan du læse mere omkring historien bag PP-Møbler og det tætte samarbejde Hans J. Wegner havde med stifteren af PP-Møbler. God læsning.

PP Møblers historie starter i den lille by Vejen i Jylland, hvor de to brødre, Ejnar Pedersen og Lars Peder Pedersen, afslutter deres snedkeruddannelse hos snedkermester Søren Villadsen. I 1948, kort efter tiden i Vejen, starter Ejnar sammen med Søren Willadsens søn, Knud Willadsen, et møbelværksted i Rungsted, som senere flyttes til Allerød. Samarbejdet slutter dog i 1953, men i denne periode lærer Ejnar bl.a. Jørgen & Nanna Ditzel og Gunnar Aagaard Andersen at kende. Ejnar og Knud Willadsens værksted var i dets korte levetid involveret i mange spændende eksperimenterende opgaver med forskellige kunstnere og designere. Ejnar har derfor fået opbygget et solidt netværk, og da værkstedet lukker i 1953, er det naturligt for Ejnar at gå til sin bror Lars Peder og foreslå, at de skal starte deres eget værksted.

Skærtorsdag, d. 2 april 1953, tager Ejnar Pedersen det første spadestik til et 150 m2 værksted. Virksomheden har stadig samme adresse, men til sammenligning opfylder værkstedet i dag et areal på 1800 m2.

Det er en hård start for Ejnar og Lars Peder. Om dagen bygger de på selve værkstedet og om aftenen snedkererer de møbler på et lånt værksted. I starten er det især Ejnars egne design, der produceres, men i løbet af ganske kort tid indløber forskellige ordrer udefra. De første kunder er møbelforretningen Bovirke, som bl.a. har designs af Finn Juhl, møbelforretningen William Watting samt Tapetserværkstedet A.P. Stolen, hvor PP Møbler leverer understellet til Hans J. Wegners nr. 19, bedre kendt som Bamsestolen.

Så tidligt som 1955 påbegynder PP Møbler en mere eksperimenterende side af arbejdet med snedkerfaget og ikke mindst træets muligheder, som har været kendetegnende for virksomheden lige siden. I samarbejde med kunstneren Gunnar Aagaard Andersen udvikles nogle spændende prototyper. Dette er således begyndelsen til et omfattende udviklingsarbejde med diverse designere og kunstnere, som har sat nogle betydelige spor i den danske designverden.

I 1956 foretager PP Møbler den første af syv udvidelser, da et maskinværksted på 150 m2 supplerer det hidtidige værksted. Året efter er den første svend, Ove Metysia, blevet udlært på værkstedet. Han får en fornem sølvmedalje til sin svendeprøve. I slutningen af 50´erne har PP Møbler etableret sig som et seriøst og innovativt værksted i Danmark, og i 1960 får PP Møbler mulighed for at indlede et egentligt samarbejde med den danske arkitekt, Hans J. Wegner. De udvikler sammen prototypen til Pøllestolen, som i dag produceres af Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S under navnet Ox-chair. De følgende år, fra 1962-68, fortsætter dette samarbejde, og der bliver skabt mange spændende prototyper, som produceres andre steder. Fortrinsvis hos Møbelfabrikken Getama og hos snedkermester Johannes Hansen. Efter det vellykkede samarbejde op i gennem 60´erne tegner Wegner den første stolemodel til PP Møbler, PP 203, som sendes ud i maj 1969. En vigtig årsag til Wegners gestus er PP Møblers kompromisløse forhold til den håndværksmæssige kvalitet og veludviklede materialebevidsthed. En af de anekdoter, der fortælles i denne forbindelse, omhandler en samtale Ejnar Pedersen og Wegner havde om Bamsestolen. Wegner mente ikke, at det var nødvendigt at perfektionere snedkerarbejdet, da det meste alligevel skulle dækkes af stof. Ejnar irettesatte den ellers så normalt perfektionistiske Wegner ved at henvise til, at svendene også skulle have glæde af arbejdet. Desuden ville virksomheden kun sende ordentligt håndværk ud i verden. Den kendte danske arkitekturkritiker Henrik Steen Møller har udtrykt følgende om essensen i PP Møblers tilgang til møbelsnedkeriet, som Wegner altså også opdagede i 60´erne: Værkstedet i Allerød har adskillige kendetegn: Kvaliteten i dette ords hele betydning, altså fra ide over materiale, gennem udførelse og til resultat.

Med samarbejdet med Hans J. Wegner indledte PP Møbler en ny, konstruktiv og ekspanderende periode i begyndelsen af 70´erne. Virksomheden udvidede samleværkstedet med 400 m2 i 1972. Dette var den fjerde udvidelse og den anden fandt sted i 1961, da maskinværkstedet forøges med 400 m2, og den tredje fandt sted i 1965, hvor de forskellige bygninger integreres til et samlet hele. 1972 var i det hele taget et travlt år. Virksomheden overtager adskillige af Wegners modeller fra møbelfabrikkenfabrikken Andreas Tuck, og virksomhedens produktion når op på et sådant niveau, at den første sælger, Gerhard Olsen, ansættes. I mellemtiden er den familiestyrede virksomheds 2. generation, Søren Holst Pedersen, blevet udlært som møbelsnedker hos Virum Møbelsnedkeri i 1969. Han fortsætter dog med at dygtiggøre sig, og i 1972 afslutter han sin uddannelse som trætekniker på Dansk Teknologisk institut. Han vender dog ikke tilbage til PP Møbler lige med det samme, men vælger at arbejde i Silkeborg de næste fem år. Her arbejder han som trætekniker ved Dansk Spaanplade Kompagnis laboratorium. I 1977 vender han tilbage og bliver ansat som produktionsleder på PP Møbler. I 1974 bliver verden større. PP Møbler begynder at eksportere til det japanske marked. Dette sker gennem den japanske møbelkæde Actus, hvor Hans Kristensen, som nogle år senere bliver PP Møblers faste sælger på det japanske marked, er direktør. Det er først og fremmest Wegners møbler, som japanerne køber, og stadig i dag tegner Japan sig for et af vores største eksportmarkeder. Årsagen skal først og fremmest findes i, at landets traditioner for kunsthåndværk vedvarende udfoldes med samme opmærksomhed på kvaliteten, som det sker på PP Møbler. I anden halvdel af 70´erne manifesterer PP Møbler sin position som en af de vigtigste aktører på den design- og kvalitetsbevidste del af den danske møbelscene. Der bliver skabt adskillige nye Wegner-modeller, og de første store og markante indretningsopgaver begynder at indfinde sig. PP Møbler producerer således i 1979 samarbejde med Poul Kjærholm koncertstole til Museet for Moderne Kunst, Louisiana, i Humlebæk. Opgaven er krævende, da den ikke blot omhandler det visuelle udtryk, men også indbefatter et nyskabende arbejde med træets evner som akustisk materiale. Koncertsalen, der stadig har de originale Kjærholm-stole vidner om, at PP Møbler skaber produkter med en holdbarhed, der er tænkt til at vare lige så længe som selve det materiale, de består af. Samme år laver PP Møbler sammen med indretningsarkitekt Niels Fagerholt en udstilling på Statens Kunstfond, Mesters Møbler. De efterfølgende år markerer nogle vigtige organisatoriske omstruktureringer hos PP Møbler. I 1977 vælger den ene af de to brødre, Lars Peder, at trække sig ud af virksomhedens ledelse for at hellige sig arbejdet på værkstedet som møbelsnedker. Herefter er Ejnar alene om ledelsen indtil generationsskiftet i 1998. I denne periode bliver firmaet hædret med Møbelfabrikantforeningens Møbelpris i 1980, Bruno Mathsson Prisen i 1996, og Nationalbankens Hæderspris i 1998. Wegner bliver ved med at tegne nye modeller til PP Møbler op gennem 80´erne. En kulmination af både design og håndværksmæssig karakter er Cirkelstolen, som tilfører det træbaserede kunsthåndværk nye teknologiske og formelle muligheder. Men årtiet består også af mange opgaver med at skabe større interiører til en bred vifte af institutioner. Der laves en stor mængde Wegner-stole til DSB færgerne i 1981, Holstebro Byrådssals både minimalistiske og organiske interiør laves sammen med Dahl og Lindhardsen i 1986. I 1988 færdiggøres forsikringselskabet Balticas hovedkontor i Ballerup, som udstyres med Wegners PP 58. Som de håndværksmæssige og teknologiske krav til Cirkelstolens udformning indikerer, arbejder PP Møbler måske mere end nogensinde med nye arbejdsmetoder. Dette skyldes bl.a. at Søren igen arbejder på værkstedet efter at have været produktionsleder hos Fritz Hansens Møbelfabrik i perioden 1982-1987.

Søren samarbejder i slutningen af 80´erne med Dansk Teknologisk Instituts afdeling for Træteknik om en ny stukningsteknik, som bliver succesfuldt implementeret i PP Møblers produktion i forbindelse med Poul Kjærholms stol PK 15. Sørens tilbagevenden indvarsler også indledningen på et langvarigt generationsskifte i PP Møbler, som kommer til at strække sig langt ind i det næste årti. Mange nye modeller skabes i 90´erne til PP Møbler. Der er stadig en masse fra Wegners hånd, men mange andre internationalt kendte danske designere kommer ligeledes med spændende bud på kvalitetshåndværk. Prototypen til Nanna Ditzels populære Trinidadstol udvikles, Verner Pantons underfundige VIPP sættes i produktion og et samarbejde med Professor Vilhelm Wohlert etableres. Årtiet byder også på mange store indretningsopgaver på både nationalt og internationalt plan. Churchill College i England forsynes med Wegner møbler, det samme gør Sagawa Museum i Japan og adskillige ministerier og møderum i Folketinget. 1990´erne er også det årti, hvor Hans J. Wegner bliver hyldet. En udstilling sættes op på Dansk Arkitektur Center i 1991, og bliver de følgende år en global begivenhed. Udstillingens radius omfatter således Okinawa i Japan, Toronto i Canada, den bliver sat op i Schweiz og en særudstilling bliver skabt i Wegners fødeby, Tønder. PP Møbler involveres også på et mere selvstændigt plan i en udstilling på Munkeruphus i samarbejde med arkitekt Ole Gjerløv Knudsen. I slutningen af årtiet begynder PP Møbler et samarbejde med Søren Ulrik Petersen, der indtil videre har tilført PP Møblers kollektion adskillige nye møbelmodeller. I forbindelse med PP Møbler 50 års jubilæum i 2003 afholder Dansk Design Center udstillingen 'ExPPerimenter', der omhandler PP Møblers eksperimentelle prototyper. Udstillingen blev kurateret af professor, arkitekt MMA, Hanne Kjærholm.

#HansJWegner #PPMøblerkataloger #StolensMester #Wegnerstole

0 visninger