Carl Hansen & Søn har genskabt Hans J. Wegners tidlige design, CH22 loungestolen, der er det første design Wegner udførte for Carl Hansen & Søn tilbage i 1950.
Stolen er en del af en debutkollektion på i alt fire stole, der også indbefatter ikoniske design som CH24, bedre kendt som Y-stolen, og den elegante CH25 loungestol, der alle har opnået status som designklassikere verden over.
CH22 loungestolen er udført helt i overensstemmelse med Wegners originale arbejdstegning, og forener det indlysende enkle med det absolut komfortable. Den lave loungestol er fremstillet i massivt træ med en markant, organisk formet rygskal i formspændt finér.
Hans J. Wegner har lagt stor vægt på det sublime håndværk, hvilket blandt andet ses i det flettede sæde i kuvertflet og detaljer som sæderammens fingersamlede hjørner med trækiler, udført i kontrastfarve til stellets træsort. Leveringstid ca. 6 uger.
CH22 LOUNGESTOL | EG SÆBE NATURFLET
Carl Hansen & Søn blev grundlagt i 1908 og er i dag en af Danmarks førende møbelproducenter. Med over 100 års historie med respekt og passion for klassiske håndværksdyder er Carl Hansen & Søn en af Danmarks ældste producenter af kvalitetsmøbler og verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner.