PP75 - et smukt spisebord af Wegner

Hans J. Wegner har tegnet en del forskellige spiseborde, som du kan se her på websitet. PP75 er et af de mere specielle borde, der har den fordel, at understellet er konstrueret således, at der er mulighed for at sidde hele vejen rundt om bordet og at der er benfrihed under det. Der er mulighed for at få bordet i Ø120 og Ø140 cm med 2 tillægsplader á 60 cm. Tillægspladerne er enten MDF-sortlakeret eller finérede. Der er dog også mulighed for at få tillægspladerne i massiv udførsel, hvis dette skulle ønskes, men der vil være en længere leveringstid på denne udførsel.

Bordet er designet af Hans J. Wegner i 1982 til PP Møbler. PP75 er et spændende bord fra Wegners hånd. Specielt bordets stel, hvor Wegner tydeligvis har været optaget af trekanter er interessant. Trekanten er en simpel og meget stærk konstruktionsform og ses ofte anvendt i langt større konstruktioner såsom broer, men her har Wegner foretaget et markant spring i skala. De centralt placerede bordben på PP75 danner en pyramide i form af 4 trekanter, og trekanterne går igen i stålsprosserne, som holder bordbenene på plads. Den cirkulære, massive bordplade forekommer således at balancere på pyramidens top. I PP75 går konstruktionsprincipper, almindelig snusfornuft og ikke mindst stærke symbolske tegn op i en nærmest metafysisk enhed.

Til denne model passer en del af Wegners stole, men PP68, PP701, PP503, PP62 eller PP66 passer fint til dette smukke elegante bord. Du er velkommen til at komme ind til Møbelhuset 2 i Wegners fødeby Tønder og opleve denne klassiker sammen med mange af de andre ikoner fra Wegners hånd i virkeligheden. Her kan du se de forskellige modeller sammen med bordet og derefter træffe din beslutning, hvilken model du bedst synes om og som du sidder bedst i.

Hans Jørgensen Wegner hører til blandt de største møbeldesignere. Han må også være en af de mest produktive - næsten 1000 modeller er det blevet til fra hans hånd. Wegners møbler beskrives ofte som tidløse, perfekte til grænsen af det mulige og frigjorte fra flygtige modestrømninger. Wegner har først og fremmest beskæftiget sig med formgivning af møbler, og har i perioden fra 1938 til 1992 bidraget med modeller inden for næsten alle møbeltyper. Han er dog mest kendt for sine skulpturelle stole, der altid bærer præg af godt håndværk og gode siddeegenskaber med plads til bevægelse og hvile. Træ er Wegners foretrukne materiale, og ikke sjældent kombinerer han forskellige træsorter. Det gør han enten for at udnytte en sorts særlige egenskaber eller karakter, eller for i en samling at fremhæve dennes opbygning på en dekorativ måde. Wegner har haft sine faste samarbejdspartnere inden for både håndværk og industri, og han har næsten altid haft en bestemt producent i tankerne under formgivningen af et værk. Hans faste gang på produktionsstederne har gjort det muligt for ham at følge kvaliteten nøje.

Hans J. Wegner har altid været glad for at komme på PP Møblers værksted. Her har han mærket en faglig sammenhæng, mærket stoltheden ved møbelsnedkerfaget og respekten for formgivningen. Til gengæld har Wegner givet værkstedet spændende og vanskelige opgaver, fordi han netop har mærket et kompromisløst krav til kvalitet og et engagement til at eksperimentere med træ. Denne indstilling har betydet, at Wegner har kunnet strække sit design endnu længere end tidligere. Allerede i perioden 1960 til 1968 blev mange af Wegners prototyper udviklet hos PP Møbler, inden de blev sendt til produktion hos bl.a. Johannes Hansen Møbelsnedkeri og Erik Jørgensen. Men i slutningen af 1968-69 blev samarbejdet udvidet yderligere, da Wegner tegnede de første modeller eksklusivt til PP Møbler. PP Møbler laver i dag et bredt sortiment af Wegners møbler. Langt størstedelen består af stole, og det er ikke tilfældigt. Wegners stole er ofte håndværksmæssigt udfordrende at fremstille, og PP Møbler er netop den producent i dag, der står for produktionen af de Wegner-modeller, som er mest komplekse at fremstille.

Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square